Hvor
Når du besøger Restaurant Gastronomisk Institut, besøger du en lokalitet, som til trods for restaurantens kun seksårige levetid, har været udskænkningssted siden de tidlige 1980ere. Der er dog ikke meget 80er stemning tilbage, når du træder ind i lokalet, for siden en omfattende ombygning i 1999 har restauranten oset af klassisk Fransk bistro miljø. Med restaurantens ultra åbne køkken centralt placeret i lokalets midte er der rig mulighed for at se med, når både potter, pande og dejlige råvarer får lov at danse over gaskomfurets glovarme flammer.
Hvordan
På Restaurant Gastronomisk Institut bestræber vi os altid på at tage godt imod vore gæster i døren, med et jyskklingende velkommen til! Hvorefter umiddelbar bordsætning er en selvfølge. Her vil man kunne studere vort smalle, men absolut velvalgte og sæsonorienterede menukort. Har man lyst anbefaler vi altid at indlede måltidet med et glas iskold champagne fra vor husproducent André Clouet i Bouzy.
Menuen
På Restaurant Gastronomisk Institut er der både mulighed for at gå menu vejen, hvor køkkenet vælger sammensætningen. Eller den mere selvstændige model, hvor man vælger fra vort a la carte kort og kombinerer ud fra de muligheder, menukortet nu giver. Vore menuer, som er en historie for sig, har siden åbningen i 2005 været vort absolut stærkeste kort. Menuerne er meget sæson orienterede, med fokus på det gode håndværk.
Vinen
Når menuen er valgt er drikkevarer næste punkt. Her er Restaurantens skatkammer i et 15 kvm. stort temperatur kontrolleret rum, hvor der som minimum altid ligger 3000 flasker herlig vin og venter på den rette ejer. Her er alt fra det enkle og ukomplicerede til det mest avancerede og eksklusive, som vinverdenen byder på. Vi vejleder meget gerne om vinvalget, og er man i bil eller af andre grunde har lyst til en begrænset mængde vin, tilbyder vi altid mindst 12 vine på glas. Er man ikke til vin bestræber vi os altid på at have en velvagt selektion af saft, most, sodavand og ikke mindst øl. Øl får vi leveret fra Danmarks bedste mikrobryggeri Grauballe bryghus.
Kaffe & Avec
Efter middagen eller frokosten kan det være godt med en kop velbrygget kaffe eller the. Restaurant Gastronomisk Institut er bestemt ikke nogen kaffebar, men vægter altid afslutningen på et godt måltid meget højt. Derfor skal kaffen og muligheden for vellavet the være en mulighed. Vi vælger vore leverandører med omhu og fravælger totalløsninger, derfor køber vi kaffe ved en leverandør, espresso ved en anden og en tredje og fjerde leverer forskellige the blandinger. Har man lyst, tid og lejlighed, kan kaffen komplimenteres af en velvalgt avec. Her har vi det meste, lige fra søde og cremede likører til pæne udvalg af cognac, calvados & grappa etc.
Hjem igen
Når måltidet slutter, håber vi at I sidder igen med en tilfredsstillende oplevelse rigere, med et restaurant besøg mere på cv’et. Nogle dejlige timer i selskab med venner, familie, forretningsforbindelser, kollegaer og kæreste eller dem som gerne vil være det! En Journalist spurgte for 6. år siden: Hvad får jer til at tro at en gourmet restaurant som jeres får succes i Silkeborg? Svar: Restaurant Gastronomisk Institut er og bliver ikke en gourmet restaurant, men et godt spisested hvor gæsten er vigtigst, og hvor det gode håndværk er i højsædet! Derfor tror vi på succes i søhøjlandet!
Velbekomme!